Hvis man vil have Gud til at grine

Hvis man vil have Gud til at grine, skal man bare fortælle ham om sine planer.

For tiden står planeten Pluto i Stenbukkens tegn, hvilket betyder, at  menneskeheden skal til at erkende, at vi ikke har de ubegrænsede fysiske ressourcer til rådighed, som vores adfærd i øjeblikket kræver. Som menneskehed er vi gået ind i muren. På tide. Når vi ikke kan ekspandere grænseløst på det materielle plan, tvinges vi til at finde et andet niveau at ekspandere på.

Jeg har set det udfolde sig konkret gennem mit arbejde, og været vidne til det, som kosmologen Martinus kalder ”det ubehagelige gode”.  I Martinus´ forståelse er alt i skabelsen som det skal være. Alt er ”såre godt”, og alt, hvad mennesker oplever er konstruktive lektier, der skal stimulere sjælens vækst. Der findes kun behagelige eller ubehagelige goder. Alt, hvad der sker virker sammen til sjælens bedste. Det er bare ikke sikkert, at det opleves sådan. I hvert fald ikke på den korte bane.

Når man bliver fyret for eksempel.

det fantastiske ved mit arbejde er, at jeg får lov til at følge den vækstplan, som findes for hvert menneske. længe inden, at en konkret begivenhed finder sted, kan jeg følge de indre bevægelser – sjælens impulser.

Jeg kan se, når et menneske befinder sig i en intens vækstperiode, som han eller hun ikke kan slippe uden om – ligesom fødslen af et barn. Nogle af mine klienter prøver at lukke af for de kræfter, der bryder frem – med lige så stor succes som en kvinde, der prøver at beslutte at hun ikke vil føde alligevel. ”Jeg tror bare, at vi dropper det her!” Gud ruller rundt af grin, og finder på noget. Smerte for eksempel. Barnet, det nye vidunderlige væsen, skal fødes. Og det bliver det. Elegant eller uelegant, under skrig og råben eller værdig koncentreret disciplin. Ingen af mine fødsler var elegante eller værdige. Men sikke børn der kom ud af det!

Nogle af os er lidt tungnemme eller stædige, og modsætter os med enorm viljeskraft det, som vækstplanen prøver at tvinge frem: Fødslen af det essentielle jeg eller sjælen. Der er et potentiale, der vil udfoldes! Vækst er et instinkt, på linie med sult eller tørst. For når man modsætter sig at vokse, bliver man syg eller går til grunde. De af mine klienter, der gør det, er i problemer. Når de kommer til mig, siger de næsten enslydende ting: ”Jeg har det som en vulkan, der ulmer.” ” Jeg er ved at sprænges indefra og kan ikke være nogen steder.” ”Min krop ophober vand og jeg bliver større og større uanset hvad jeg spiser.” ”Jeg er ved at gå til af irritation over alt og alle og jeg ved ikke hvorfor.”

De sjoveste er dem, der har lagt en plan. ”Jeg har besluttet at beholde det her arbejde i mindst 5 år, fordi det er mest  fornuftige. Jeg har godt nok ikke så mange udfoldelsesmuligheder, men det må jeg så leve med.” Gud elsker femårsplaner! I det tilfælde, jeg tænker på, gik der præcist 4 måneder med femårsplanen, så kom der en fyreseddel. Og 3 uger efter tilbud om et nyt og bedre job. Så tungnem havde hun heller ikke været.

Og hvorfor er det så, at vi modsætter os udfoldelsen af vores eget højere potentiale?

Det er enkelt, og kan siges i ét ord: frygt. Frygt, og det som frygt medfører: stress. Vi stresser uophørligt os selv og hinanden.

Hvem har fundet på at være bange hele tiden? Kan I huske krybdyrhjernen som er en del af vores samlede hjerne? Den, der altid var bange? Den fodrer vores tankestrøm med frygtsomme og bekymrede tanker, der kan hyle både vores krop og sind helt ud af den.

Forfatteren Michael A. Singer beder i Den ubundne sjæl læseren forestille sig, at den, der uophørligt taler inde i vores hoved er en fysisk person. Der hænger ud i sofaen, når vi læser eller ser fjernsyn, er med i sengen og alle steder. Mens den taler konstant. Singer kalder denne person for ”the inner roommate”. Kvaliteten af talestrømmen er for de flestes vedkommende tvivlsom. Man har f.eks. ikke set sin kæreste i et par dage og personen i sofaen ved siden af en – den der aldrig går hjem  – har travlt: ”Min kæreste har ikke ringet og det er helt sikkert fordi han er sur. Jeg er sikker på, at han er sur. Han vil sikkert slå op.” Så ringer telefonen.

”Hej!, siger kæresten. Jeg har lige brugt et par dage på at finde ud af, hvor jeg vil invitere dig hen næste gang. Vi skal til Hawai!” The inner roommate tog fejl igen. Hvis et andet menneske havde en fejlprocent på over 80 ville man nok holde op med at stole på vedkommende.

Men det gør vi ikke, eller hvordan? Læs bogen. Den er vidunderlig.

Det samme er fortsættelsen af Dannion Brinkleys Møde med lyset om en tidligere slagsbror, Vietnam-veteran og våbenhandler, der bliver ramt af lynet og har en omfattende nærdødsoplevelse. Secrets of the Light kan bestilles over amazon.co.uk.

Vejen ud er at holde op med at identificere sig med den indre roommate. Men med noget andet i sig selv. At forankre sig i sin essentielle sjæl eller ånd gennem dybdeafspænding, meditation/ mindfulness og bøn, for dem der kan det.

Vi har brug for det. Og planeten har brug for det. Dannion Brinkley taler om at etablere det, han kalder ”spirituel kapitalisme”, hvor alle lever af det, som er deres sjæls gaver og mission. Til gavn og velsignelse for alle. Inde i sjælens univers er der nemlig ubegrænsede ressourcer. Der er ingen mur. Kun mere og mere glæde og mere og mere kærlighed. Smart. Og samtidig får man mindre behov for ydre materiel pragt og ekspansion. Uden problemer kan man droppe det nye køkken, leve med det gamle badeværelse, rykke sammen på den plads man har, købe færre ting.

Jeg har en veninde, som bor i et meget lille hus og har to halvstore drenge. Så når vi gerne vil kunne tale sammen sidder vi som regel udenfor på terassen. I årevis har vi ført vores berigende samtaler i regnvejr, snevejr og minusgrader. Man kan godt gennemløbe en vældig udvikling iklædt morgenhår, gamle pelse og fødder som isklumper.

Ofte er det sådan, at jo mindre indhold, jo større form. Da det britiske imperium havde afviklet alle sine kolonier var koloniministeriets bygninger større end nogensinde og havde tusinder af ansatte.

Lad os ikke være det britiske koloniministerium.

Lad os være ”a work in progress” ! Vores hjem og arbejdsplads er et værksted – et udviklingsværksted, og det må man godt kunne se. Vi behøver ikke alle de pokkers ting. Til kamp for nullermændene og nisserne!