Ved min fødsel skrev min onkel, der var etnolog, et brev til min mor. Han fortalte, at Solen og 5 ud af 10 planeter på himlen stod i det samme stjernetegn, og at det måske betød noget særligt. Det sker kun hver 600 år. I nogle dele af verden troede man, at dommedag var nær, og munke drog op i bjergene for at bede. Min familie registrerede nu ikke noget særligt den morgen. Ud over mig og en aldrig før set tyfon over Holstebro. Men seks måneder senere var verden ved at blive kastet ud i krig under Cubakrisen.

Mens jeg voksede op, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at vores familie ustandseligt holdt fødselsdage i juni, oktober og selvfølgelig februar. Vi var ved at drukne i gaver, flag og lagkager.

I astrologien findes 4 grupper af tegn med tre tegn i hvert element, ild (intuition), jord (sansning), luft (intellekt) og vand (følelse). Det gik op for mig, at 75 % af mine familiemedlemmer var født i et af de tre lufttegn, Vandbærer, Tvilling eller Vægt. Statistisk burde det kun have været  25 %. Tilfældighed blev blæst helt af banen. Lufttegn er mentale tegn, hvis ekspertise er intellektuel kreativitet, bevidsthed og kommunikation. Det er også deres svaghed – man bor oppe i hovedet. Med den familie kan man måske sige, at astrologien mere fandt mig, end jeg fandt den.

Læreren

Mit første møde med den professionelle astrologi skete, da jeg var 20 år gammel. På det tidspunkt levede jeg i et vanskeligt parforhold og havde det svært.

For at tjene lidt penge under mit jurastudium arbejdede jeg som model på et kunstakademi. En af eleverne var en ældre engelsk mand, som jeg hyggesnakkede med i pauserne. En dag spurgte han mig, om han skulle lave mit horoskop. Jeg var meget interesseret, og en uge efter kom han og fortalte mig, hvad han havde fundet frem til.

Da han begyndte at udfolde sin viden om det, han så i mit horoskop, blev jeg lamslået. Han kunne beskrive præcist, hvordan jeg fungerede følelsesmæssigt, hvilke talenter og interesser jeg havde, og hvad jeg stræbte imod at vide og blive til. I det øjeblik var han det menneske i verden, der kendte mig bedst.

Jeg måtte vide mere, og vi aftalte, at jeg kunne starte med at tage private timer i astrologi hos ham.

Ved at arbejde med astrologiens redskaber og forskellige former for terapi, kom jeg ud af mit smertefulde parforhold og begyndte at få styr på de psykologiske mønstre, der skadede mit liv og selvopfattelse. Men det var i det første møde med mit horoskop, at jeg fik tændt et lys og fik øje på det strålende væsen, der bor i ethvert menneske. Jeg begyndte at lære at se mennesker, som jeg tror, at Gud ser os. Som vidunderlige, majestætiske og heroiske skabninger, som man kun kan omfatte med den dybeste kærlighed og empati.

Min lærer var dygtig, og jeg gjorde hurtige fremskridt. Så meget, at jeg begyndte at lægge horoskoper for familie og venner og opdagede, at det samme skete for dem som var sket for mig: De følte sig set og forstået på et dybere eksistentielt niveau.

Valget

Jeg erkendte, at jeg havde talent, og dermed havde fundet et redskab, der kunne gøre en stor forskel i menneskers liv. Samtidig studerede jeg jura og var fast besluttet på at arbejde med menneskerettigheder. Jeg tog et diplomkursus ved Institut for Menneskerettigheder i Strasbourg, og arbejdede året efter hos en Cree-indiansk menneskerettighedsadvokat i Edmonton, Canada.

Jeg stod i et dilemma: Juraen eller astrologien?

Den ene vej fuld af ydre anerkendelse og rigelige økonomiske midler som advokat, den anden vej nedvurderet og måske økonomisk vanskelig.

Men under mit ophold i Canada skete der noget, der hjalp mig med at foretage det svære valg. Gennem min arbejdsgiver mødte jeg forskellige spirituelle lærere og lærte om indiansk livsfilosofi og spirituel praksis.
Jeg kom til forståelse af, at livet drejer sig om at leve i balance med alt andet levende og at blive hel som menneske ved at tage kontakt med sin ånd. At forbinde sig med Den Store Ånd eller Universelle Intelligens og ære andre levende væsner.
Det helende aspekt kunne jeg slet ikke se, hvordan jeg kunne forene med juraen, der ofte er baseret på en polariseret tænkning: Dem mod os. Mine rettigheder overfor andres rettigheder. Denne tænkning har store omkostninger i verden generelt. Og i den konkrete situation jeg stod i, så jeg, at det også gjaldt min indianske chef. Selvom hun var dygtig og kæmpede for en retfærdig sag, var hun ikke opfyldt af kraft og visdom som de indianske vismænd og kvinder, jeg mødte.

Langsomt tippede vægtskålen væk fra juraen over mod astrologien. Gennem astrologien kunne jeg medvirke til at øge menneskers bevidsthed, støtte en positiv selvudvikling og hjælpe dem med at udfolde deres potentiale og leve liv i balance med andet levende.

Jeg gjorde mit jurastudium færdigt med en bachelorgrad i 1987 og gik i gang med at skrive flere bøger om astrologi, samtidig med at jeg havde klienter. Jeg tog efteruddannelse i Oxford i psykologisk astrologi og counselling ved The Faculty of Astrological Studies i London. Over de næste ti år gik jeg i egenterapi hos en kropsterapeut og en dybdepsykolog, og tog diverse kurser i psykoterapi. Jeg medvirkede i radio- og TV-udsendelser, holdt foredrag, underviste og skrev artikler. Og oversatte flere bøger om astrologi og andre holistiske emner fra engelsk.

Barnløshed

I 1985 havde jeg mødt min kommende mand. Vi blev gift i 1987 og begyndte at tænke på at få børn. Men der skete intet. Jeg kendte min cyklus, og vi gjorde hvad vi skulle måned efter måned. I 1992 var der gået fem lange, nedslående år, og vi besluttede at indlede lægelige undersøgelser. Samtidig begyndte vi at meditere og lægge kosten om til vegetarisk og økologisk mad. Vi var ikke vilde med tanken om kemi og kunstig befrugtning. Jeg er ud af lægefamilie og har måske derfor en mere realistisk forståelse af lægevidenskabens begrænsninger, og de bivirkninger, man ikke altid bliver oplyst om. Barnløsheden måtte have en årsag.
Men så skete der noget: Jeg fandt det overraskende let at meditere, og hurtigt begyndte jeg at modtage klare budskaber i mine meditationer. Jeg fik at vide, at der ikke var nogen fysisk årsag til vores barnløshed, men at min energi blev drænet i forholdet til et af mine familiemedlemmer. Jeg fik også at vide, at der var en sjæl på vej til os, en lille pige, der hed Clara, og at hun kun ville komme for at bringe vores udvikling videre. Hun skulle ikke være så længe på jorden.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med disse budskaber. Så jeg skrev dem ned som en god videnskabskvinde. Så måtte tiden jo vise, om de holdt vand.
Det var en stærkt bevægende tid, mens vi gik til undersøgelser på sygehuset. Efter en kikkertundersøgelse kom resultatet: De kunne ikke finde nogen fysisk årsag til vores barnløshed. Alt var i skønneste orden hos os begge to.
Nu begyndte jeg at høre bedre efter den indre stemme. Jeg holdt en pause i forhold til det familiemedlem, jeg åbenbart afleverede min livsenergi til. Vi besluttede at flytte lidt væk fra familien. I samme måned som beslutningen var taget, blev jeg gravid. Efter nu 6 års barnløshed.
Den 3. oktober 1994 blev jeg kørt på sygehuset med meget smertefulde veer. Ved ankomsten blev der straks lagt en epiduralblokade for at lette mine smerter. Både det ufødte barn og jeg blev undersøgt med scanner og hjertelydsmonitor, men alt var som det skulle være.
To timer senere konstaterede jordmoderen rystet, at barnets hjerte var holdt op med at slå.
Vi græd og græd. Jeg skulle føde et dødt barn. Men selv i denne ubærlige smerte sansede jeg at fortælle jordmoderen, at det var en lille pige, der hed Clara, og at de ikke ville finde nogen ydre årsag til hendes død. Det var en åndelig begivenhed. Jordmoderen kiggede medlidende på mig, og lægerne flygtede uden et ord. Men det var en lille fuldbåren pige, og den senere obduktion viste, at der ikke var nogen fysisk årsag til hendes død. Der var ingen forklaring.

Før Clara skulle bisættes, lå hendes lille krop i en vugge i kapellet i 11 dage. Vi havde lagt blomster rundt om vuggen og på hendes bryst. I denne periode besøgte vi hende hver dag for at tage afsked. Sorgen var tung som bly, og alting blev meget uvirkeligt. Det hjalp at se hende og græde. Den tredje dag, vi var hos hende, fik jeg pludselig et syn:
Jeg så en smuk ung pige med gylden hud og langt kastaniebrunt hår, der faldt i kaskader over skuldrene. Hun smilede et indtagende smil og talte til mig. ”Mor, husk, at jeg ikke er der i vuggen, men her. I må ikke græde for meget. Der er flere børn på vej til jer –  se.” Og jeg så nu, at der stod to små børn foran hende – en lille dreng og en lille pige. Bedårende børn. ”Mor, jeg vil gerne have, at I giver alle mine ting til min bror, og fortæller ham, at det er fra mig. Det varer ikke længe.” Clara var ledsaget af to væsner, som forekom at være meget kraftfulde engle. Jeg kunne næsten ikke holde ud at se på dem. Da hun havde talt færdig, vendte hun sig om og forsvandt væk, opad, med de to engle. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne følge hende, der hvor hun gik hen. Der var for megen kraft. Jeg var ved at falde om af bevægelse, men da vi udmattede var nået hjem, skrev jeg igen det hele ned. Jeg anede ikke, om det kunne være sandt.
På dagen for Claras bisættelse fortalte kapelassistenten forundret, at hendes krop stort set ikke var forfaldet i den tid, hun havde været der. Vi kunne alle se, at de blomster, der lå oven på på hendes bryst ikke var visnet. Det var kun blomsterne udenom vuggen. Selvom de kom fra samme buket af blå iris.
To år senere, 3 dage før Claras fødselsdag, blev vores søn født. Han fik alle Claras ting – den nye barnevogn, tøjet, sutteflasken, det hele.
I dag er han en ung mand. Han ligner fuldstændig den smukke pige, jeg så i synet. Den samme gyldenbrune hud og mørke hår med bløde lokker.
Da denne søn var født, turde vi forsigtigt håbe på, at der også kom en lille pige. En dag kom børnenes far hjem fra en vandretur i skoven og fortalte, at vi skulle have en tredje søn med et særligt navn. Uvant for ham havde han pludselig oplevet tilstedeværelsen af en fin lys sjæl, som forekom at være helt frygtløs. Jeg lo lidt af ham og gjorde ham opmærksom på, at vi ikke engang havde undfanget barn nummer to. Men han var helt sikker.

Nogle uger senere opdagede vi, at jeg var gravid. Vi regnede med, at det var den lille pige. Jeg kunne bare ikke forstå, hvorfor jeg fornemmede hende som vred, og undrede mig.
På grund af en flytning kom jeg først til scanning midt i graviditeten. Det er en dag, vi aldrig glemmer. Jeg lagde mig op på briksen og lægen kørte længe rundt med scanneren på min mave uden at sige noget. Så smilede han stort og sagde: Der er to. Og de har det fint. Vi ventede tvillinger. Efter mange års barnløshed var det en fuldstændig chokerende nyhed. Jeg kunne faktisk ikke sige noget i flere minutter. Det sker ellers ikke så ofte.
På min fødselsdag den 11. februar 1998 blev tvillingerne født. Det var to drenge. Det sidste barn, der blev født, havde den energi, min mand havde fornemmet, og vi gav ham det særlige navn. Der kom ingen vred pige, men to drenge. Jeg forstod, at jeg havde fejlfortolket den maskuline energi som vrede. Tvillingerne er lyse med blå øjne.

I 1998 havde jeg født 4 børn på 4 år og hele mit verdensbillede var som forvandlet. Clara indledte i sandhed en proces, der satte gang i vores begges udvikling. Jeg ved stadig ikke, hvorfor vi ikke fik en lille pige, men to drenge. Planen må være blevet ændret af en eller anden grund – muligvis havde vi forandret os så meget undervejs, at der skulle ske noget andet.

Indsigten

Denne periode af mit liv har forankret mig i en fuldkommen vished om eksistensen af et spirituelt plan, hvorfra vi kommer som sjæle. Vi er sjæle, der har en jordisk oplevelse, ikke omvendt.
På baggrund af disse oplevelser svarer jeg altid, når folk synes, at det spirituelle er uhåndgribeligt og tåget, at det spirituelle er det, der har givet flest håndgribelige resultater i mit liv. Dem har jeg beskrevet i bogen Kend din sjæl.

I 2020 genudgivet som lydbog og redigeret/genoptrykt 2023.

Denne erkendelse ligger som en dyb baggrund for mit arbejde: Man må arbejde med at etablere kontakt til sin sjæl eller ånd, hvis man vil opnå vedvarende fred, glæde og vitalitet.

Hjælp i sorgen

På grund af den enestående hjælp, vi modtog i forbindelse med vores datters død, var jeg medstifter af foreningen Livline i Sorgen, der ydede hjælp til børnefamilier i sorg. Arbejdet er nu delvist videreført i Det Nationale Sorgcenter.

Vi skabte Livline i Sorgen, fordi vi mente, at mange familier bliver efterladt i et tomrum, der har store konsekvenser for livskvalitet, mental sundhed og deltagelse i samfundslivet på den lange bane. Det mener jeg stadig. Der tilføres slet ikke ressourcer nok til dette vigtige arbejde. Heldigvis findes fortsat Foreningen for Spædbarnsdød , hvor vi selv fandt uvurderlig støtte.