Få lagt dit barns horoskop
Dit barns egenskaber, behov, udfordringer og potentiale fremgår af fødselshoroskopet.
- Forstå dit barn bedre og få vejledning i, hvordan I som forældre kan blive de bedst mulige ”gartnere”. Få indblik i jeres indbyrdes samspil, og hvordan I giver den bedste støtte til barnets vækst og udvikling.
- Få hjælp til at blive rolige, myndige forældre, der giver omsorg og sætter sunde grænser.
- Børn er lige så forskellige som voksne. De skal behandles og næres forskelligt, også børn i samme søskendeflok. Jeg kan hjælpe dig med at se dit barns potentiale og udfordringer.
Mange forældre føler usikkerhed og utilstrækkelighed i rollen som opdrager. Denne følelse kan flytte sig meget, når man får indsigt i, hvad børnene indeholder og bliver klogere på, hvordan man bedst kan støtte og vejlede dem.
En bananpalme skal passes og plejes anderledes end et egetræ. Det kan være frigørende at høre beskrevet, hvad relationen mellem en selv og ens børn indeholder.
Den spirituelle astrologi peger på, at der kan være en dyb mening med, at forældre netop får de børn, de får. Som om universet vil give os mulighed for at lære netop det, vi skal lære gennem vore børn. Og omvendt. Børn lyser på forældrenes blinde pletter, og sammen får man mulighed for at blive hele mennesker. At forstå sine børn og behandle dem rigtigt hver især lønner sig tifold.
Alvorlige spændinger eller brud mellem voksne børn og forældre grundet manglende forståelse og vilje til at lære, kan for begge parter være en livslang tragedie, der ikke holder op med at gøre ondt.
Forældreskabet er en opgave, der som alle arbejdsopgaver en dag skal evalueres (Som min onkel siger: Når man får et barn, starter der en retssag.).
Jo mere bevidst man er, jo bedre er man i stand til at løse opgaven. Og den dag, evalueringen kommer, er man parat til at lytte uden at lukke ned for kommunikationen.
Her kan du læse tre forskellige cases:
Fodboldspilleren.
En bekymret mor henvender sig til mig, fordi hun ikke kan forstå, hvorfor hendes ældste søn afviser hende og ikke gider snakke om noget særligt, og da slet ikke om følelser. Han er heller ikke meget hjemme, men vil hellere spille fodbold på eliteniveau.
Moderen kommer fuld af selvbebrejdelser: Jeg må have gjort noget helt galt! Men sønnens fødselshoroskop viser en person, der er præget af elementet ild. Han ønsker at handle, være fysisk aktiv og konkurrere. Der skal ske noget!
Moderens horoskop viser, at hun er domineret af elementet vand. Hun har en stærk følelsesbetonet natur med behov for nærhed og tæt kontakt med sin familie. Moderen bliver meget lettet, da det går op for hende, at sønnen er lige som han skal være. Det bedste hun kan gøre for ham er at støtte ham i hans aktiviteter, for det er, hvad han vil opfatte som omsorg. Det er den møntfod, der findes i hans land.
For yderligere at udbygge en forståelse mellem mor og søn kan man se i horoskoperne, hvad de kan lære af hinanden.
Sønnen er måske kommet til netop denne følelsesfulde mor, fordi han faktisk vil få brug for at kunne udtrykke dybere følelser. Man kan jo ikke spille fodbold hele tiden. Ind i mellem byder livet på store nederlag, og så kan det være godt med en mor, der kan hjælpe én på benene med lidt indsigtsfuld snak, en varm bolle og et bjørneknus. Og det kan være afgørende selv at kunne yde omsorg i andre relationer.
Omvendt kan moderen lære af sønnen at handle og tage initiativer. At mase på, når der er noget man gerne vil, hævde sig selv på den sunde måde og turde være synlig.
Utilpas.
Anders er en dreng på 11 år med store følelsesmæssige vanskeligheder og indlæringsproblemer. Han går i en specialklasse for ”utilpassede drenge”, hvor lunterne er korte og konfliktniveauet højt. Anders´ mor henvender sig i fortvivlelse, fordi hun oplever, at han ikke får den hjælp, han har brug for, hverken i skolen eller derhjemme. Anders skifter mellem at være aggressiv og sløv, og er anledning til utallige konflikter.
Anders´ horoskop viser en i grunden fredsommelig og sanselig dreng født i Tyrens tegn. Han har et stærkt behov for at være omgivet af venlige, rare voksne, der kan skabe en stemning af hygge og ro. Hans evne til at lære blokerer i stressede, urolige omgivelser, hvor han ikke kan skabe et varmt følelsesmæssigt bånd til dem, han er sammen med. Det er afgørende, at Anders bliver flyttet til en ny klasse eller skole, hvor lærerne forstår dette og kan få øje på hans kvaliteter.
Horoskopet viser også et umiskendeligt musikalsk talent, hvilket kommer fuldstændig bag på moderen. Hvis dette viser sig at være rigtigt, vil musikken kunne hjælpe Anders med at kanalisere sin betydelige følsomhed og kraft i en konstruktiv retning, samtidig med at han vil komme ind i nye, mere forfinede menneskelige sammenhænge. Jeg foreslår moderen at gå hjem og spørge Anders, om han kunne tænke sig at lære at spille på et instrument. Noget fortumlet over den uventede drejning tingene har taget, lover hun at give det et forsøg.
Nogle måneder senere ringer moderen og fortæller, at Anders er startet på at spille guitar og trommer. Hun er blevet ringet op af skolens musiklærer, som er begejstret over Anders´ talent og beder familien om at støtte ham i at øve og spille så meget som muligt. Anders selv er blomstret op og er begyndt at ville lære at læse og regne. Selvom han går i den samme specialklasse, dog med en ny lærer, reagerer han ikke længere på de andre drenges provokationer og er i stand til at kontrollere sin adfærd.
Tre år senere er Anders kommet på musikefterskole, har venner og en kæreste og er i det hele faldet godt på plads.
Teenagepige i høje hæle.
Et forældrepar ringer for at spørge, om jeg vil tale med deres 13-årige datter. Hun er ved at blive smidt ud af skolen, fordi hun klæder og opfører sig meget provokerende, og de forstår ikke hvorfor, eller hvordan de skal nå ind til hende.
Da Cecilie træder ind af døren forstår jeg fuldstændigt, hvad forældrene taler om. Håret er farvet i sort og lilla, øjnene indrammet af tyk make-up, nederdelen kort og hælene høje. Fordommene står i kø. Men Cecilies horoskop viser en yderst kvik pige med en stærk intuition for det, der sker omkring hende. Jeg behøver slet ikke at sige noget, førend hun selv begynder at fortælle om sin oplevelse af situationen. Hun giver en fuldstændig klar analyse af forholdene i hjemmet og skolen, og det, hun oplever som problemet i forholdet til forældrene. Ord for ord bekræfter hun det, jeg på forhånd havde set i horoskopet. Min opgave er blot at støtte hende i, at det hun udtrykker, er sandt. Og derefter spørge, hvad hun mener løsningen er. Svaret kommer hurtigt: de skal bare høre på det, jeg siger. Og gøre noget ved deres egne problemer.
Da moderen senere ringer for at drøfte datteren, er det første hun kommenterer, at Cecilie lyste af glæde og lettelse for første gang i måneder. Hun bliver glad, da jeg fortæller, at jeg ikke mener, at der er noget i vejen med Cecilie. Men hun bliver lidt stille, da jeg besvarer spørgsmålet om, hvad forældrene skal gøre. Lyt til jeres klarttænkende datter og gør noget ved jeres egne problemer. Hendes udfordrende adfærd er en reaktion på ikke at blive lyttet til og en manglende respekt for jeres passivitet.
Forældrene beslutter sig for et familiehoroskop for bedre at forstå deres eget og børnenes samspil. Cecilie flytter skole efter eget ønske, og forældrene starter i parterapi.
TILMELD DIG MIT NYHEDSBREV
Og få et gratis 40 siders uddrag af bogen “Kend din sjæl” samt nyheder og information om spirituel astrologi og psykologi
Nina Bentzon har arbejdet med astrologi og transpersonlig psykologi i over 25 år. Hun er oprindeligt uddannet jurist med speciale i menneskerettigheder, men valgte efter et ophold hos Canadas Cree indianere at arbejde med spirituel livsforståelse.
“Kend din sjæl” af Nina Bentzon
læs her
“Ind i horoskopet” af Nina Bentzon
Læs her
“Stjernerne i dig” af Nina Bentzon
Læs her