I flere år har jeg bygget på min bolig på Mælkevejen. Vi kom fra Stjernevej, så det var en helt logisk udvikling. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor vi skal flytte hen næste gang: Galaxen 37?

Mit liv som bygfrue har været sindsoprivende og anstrengende og ret fantastisk. Jeg har tegnet tilbygningen selv og styret byggeriet, nogle gange med hjertet oppe i halsen. Men al den hjælp og opbakning, jeg har fået fra andre har været rørende og berigende. Det har været samskabelse. Min tømrermester kender mig bedre end nogen.

Men andre ting er sket undervejs. En lille tur med færgen til Jylland – ferie med sønnerne på 13 år. På færgens restaurant skete følgende:

Tvillingerne skændes så det brager. Den yngste har drilagtigt og urimeligt nuppet og spist en af den ældstes dyrebare Oreo-kiks.

Den bestjålne søn kaster vildt omkring med restaurantens salt i vrede, og jeg bliver gal.

Der skældes ud, og alle går hver til sit.

Jeg sidder lidt.

Så finder jeg 20 kroner frem fra min pung.

Jeg beder ham række sin hånd frem. Jeg siger:

-Det, jeg gør nu, må du aldrig glemme. Du skal skrive det ind i dit hjerte, og huske det resten af dit liv.

Jeg lægger mønten i den nussede drengenæve, lukker den og siger:

-Den er til dig. For at minde dig om, at der nok. Altid. Om ikke andet fra mig, og fra far. Altid nok.

Han nikker, sender mig det mest smeltende blik og lukker derefter øjnene.

Da han åbner dem igen, fylder freden.

Der er nok.

Jeg har selv erfaret det – på den mest sjælerystende måde.

Først måtte vi vente 7 år på at få et barn. Men da Gud gav, gav Han i overflod.

Tre drenge i løbet af 2 år og ét in mente. Vores førstefødte datter, Clara, skulle ikke leve på jorden, men i den anden verden. I lyset af hendes død virkede overfloden særligt overvældende. Jeg ønskede mig kun ét barn, men fik fire. Hele hendes historie kan læses her.

I 14 år ventede jeg på at få et dejligt hus, som jeg kunne elske, med en smuk have.

Men da Gud gav, gav Han i overflod. Ikke ét hus, men tre små huse. Ikke en have, men en fornem park. Og i den gave, endnu en overvældende gave: Kærlige venners hjælp, og en bygmester sendt fra himlen. Der findes mandlige engle. Ikke nogen kvindagtige, svævende typer, men mænd, med stort M.

Imellem de store mirakler, også nogle små. Jeg ønskede mig et pindsvin. Men en dag stod der to små svin og gnaskede sig igennem dræbersneglene. Når de klør sig i pindepelsen lyder det som om, at der kører en ventilator.

Der er nok.

Der er nok, særligt hvis man giver af sit væsen og sig selv hver dag. For så står gaverne parat. Fra Gud og alle omkring én.

Udfold den blomst, du er. Blomstr (findes det ord? Nu gør det) og lad alle få del i din pragt. Dybest set er det uden anstrengelse som for valmuerne på marken. Det har vi bare glemt. Som så meget andet.

Vi har glemt det, fordi frygten er den følelse, der melder sig først, hver gang vi skal gøre noget nyt. Sådan er det altid. Jeg har haft stor glæde i livet som bygfrue af bogen “Føl frygten – og gør det alligevel” af Susan Jeffers. Frygten flytter sig først, når vi er gået i gang med at gøre det, vi frygter.

Når det har set sortest ud, og selvmedlidenheden og frygten har revet som kløer i mit bryst, har jeg fundet styrke i denne bøn, der følger nedenfor.

Det er Eleanor Roosevelts aftenbøn. Præsidentfruen, der efter sin mands død gik modigt ind i den malstrøm af død og ødelæggelse, der herskede i verden lige efter anden verdenskrig, og skabte FNs Menneskerettighedserklæring. Sammen med danske Bodil Begtrup som næstformand, den libanesiske filosof og politiker Charles Malik, den kinesiske digter og diplomat Peng-chun Chang og Rene Cassin, leder af De Fri Franske, der havde mistet 29 slægtninge i holocaust. De fem forenede kræfterne for at udnytte det vindue af samarbejde og forståelse i verden, som kun stod åbent i halvandet år efter 100 millioner menneskers død i to verdenskrige. Fra 1946 til 1948. Så var det slut, og jerntæppet sænkede sig frem til 1989.

Eleanor var formand for Kommissionen og nærmede sig opgaven med den største frygt, for hun var kvinde, præsidentfrue og uvant med denne type arbejde.

Her er, hvad hun bad hver aften:

“Our Father, who has set a restlessness in our hearts and made us all seekers after that which we can never fully find, forbid us to be satisfied with what we make of life. Draw us from base content and set our eyes on far-off goals. Keep us at tasks too hard for us that we may be driven to Thee for strength. Deliver us from fretfulness and self-pitying; make us sure of the good we cannot see and of the hidden good in the world. Open our eyes to simple beauty all around us and our heart to the loveliness men hide from us because we do not try to understand them. Save us from ourselves and show us a vision of a world made new.”

Fra bogen A world made new af Mary Ann Glendon.

PS. Og så til det kuriøse: Købsaftalen på det nye hus blev underskrevet 22.2.11 kl. 11. Jeg og tvillingerne er født den 11.2. Den dag man er født, skulle være det tal, der virker bedst for én. Når man er født den 11., er tallene 2, 11 og 22 særligt heldige. Det må man sige.