Ninas historie:

Tyfon over Holstebro

 

Jeg har haft interesse for spirituel livsforståelse siden jeg var 14 år gammel. Måske fordi jeg blev født ind i et astrologisk fænomen.

Mine forældre er næsten astrologiske tvillinger født med 7 timers mellemrum den 15. og 16. februar. Begge min bedstefædre var født den 14. februar og døde på samme specielle måde indenfor en kort periode. Begge mine bedstemødre var musikpædagoger og startede musikskoler i hver deres by. Mine forældres yngste brødre døde ligeledes tæt på hinanden.                                                                                                                                                                                                       Min farmor havde fødselsdag den 17. februar, og jeg den 11. februar.

Ved min fødsel skrev min onkel, der var doktor i musiketnologi, et brev til min mor. Han fortalte, at 6 ud af 10 planeter på himlen stod i det samme stjernetegn, og at det måske betød noget særligt. Det sker kun hver 600 år. I nogle dele af verden troede man, at dommedag var nær, og munke drog op i bjergene for at bede. Min familie registrerede nu ikke noget særligt den morgen, ud over en aldrig før set tyfon over Holstebro. Men seks måneder senere var verden ved at blive kastet ud i 3. verdenskrig under Cubakrisen.

Med få undtagelser var resten af familien var født i juni eller oktober.

Det gik op for mig, at 75 % af familien tilhørte et af de tre lufttegn. Vandmand, Tvilling eller Vægt. Statistisk burde det kun have været  25 %. De mentale tegn, hvis ekspertise er mental kreativitet, bevidsthed og kommunikation. Det er også vores svaghed – vi bor oppe i hovedet. Man kan måske sige, at astrologien mere fandt mig, end jeg fandt den.

 

Læreren

Mit første møde med den seriøse astrologi skete, da jeg var 20 år gammel. På det tidspunkt levede jeg i et vanskeligt parforhold og havde det svært. Jeg havde lidt af spiseforstyrrelsen bulimi i fem år og havde ikke fundet megen hjælp i omgivelserne, hverken hos familie eller professionelle behandlere.

For at tjene lidt penge under mit jurastudium arbejdede jeg som model på et kunstakademi. En af eleverne var en ældre engelsk mand, som jeg hyggesnakkede med i pauserne. En dag spurgte han mig, om han skulle lave mit horoskop. Jeg var meget interesseret, og en uge efter kom han og fortalte mig, hvad han havde fundet frem til.

Da han begyndte at udfolde sin viden om det, han så i mit horoskop, blev jeg lamslået. Han kunne beskrive fuldstændig præcist, hvordan jeg fungerede følelsesmæssigt, hvilke talenter og interesser jeg havde, og hvad jeg stræbte imod at vide og blive til. I det øjeblik var han det menneske i verden, der kendte mig bedst. Nogensinde.

Jeg måtte vide mere, og vi aftalte, at jeg kunne starte med at tage private timer i astrologi hos ham. Først senere fandt jeg ud af, at han var ekspert på området og havde skrevet bøger med udbredelse i den engelsktalende verden.

Ved at arbejde med astrologiens redskaber og forskellige former for terapi, kom jeg ud af mit smertefulde parforhold og begyndte at få styr på de psykologiske mønstre, der skadede mit liv og selvopfattelse. Men det var i det første møde med mit horoskop, at jeg fik tændt et lys og fik øje på det strålende væsen, der bor i ethvert menneske. Jeg begyndte at lære at se mennesker, som jeg tror, at Gud ser os. Som vidunderlige, majestætiske og heroiske skabninger, som man kun kan omfatte med den dybeste kærlighed og empati.

Min lærer var dygtig, og jeg gjorde hurtige fremskridt. Så meget, at jeg begyndte at lægge horoskoper for familie og venner og opdagede, at det samme skete for dem som var sket for mig: De følte sig set og forstået på et dybt og eksistentielt niveau.

 

Valget

Jeg erkendte, at jeg havde talent, og dermed havde fundet et redskab, der kunne gøre en stor forskel i menneskers liv. Samtidig studerede jeg jura og var fast besluttet på at arbejde med menneskerettigheder. Jeg tog et diplomkursus ved Institut for Menneskerettigheder i Strasbourg, og arbejdede året efter hos en indiansk menneskerettighedsadvokat i Canada.

Jeg stod i et dilemma: Juraen eller astrologien?

Den ene vej fuld af ydre anerkendelse og rigelige økonomiske midler som advokat, den anden  vej  nedvurderet og måske økonomisk vanskelig.

Men under mit ophold i Canada skete der noget, der hjalp mig med at foretage det svære valg. Gennem min arbejdsgiver mødte jeg forskellige spirituelle lærere og lærte meget om den indianske livsfilosofi og spirituelle praksis.
Jeg kom til forståelse af, at livet drejer sig om at leve i balance med alt andet levende og at blive hel som menneske ved at tage kontakt med sin ånd. Og til Den Store Ånd og til andre levende væsners ånd.
Det helende aspekt kunne jeg slet ikke se, hvordan jeg kunne forene med juraen, der er meget baseret på en polariseret tænkning: Dem mod os. Mine rettigheder overfor andres rettigheder. Denne tænkning har store omkostninger i verden generelt. Og i den konkrete situation jeg stod i, så jeg, at dette også gjaldt min indianske chef. Selvom hun var intellektuelt dygtig og kæmpede for en retfærdig sag, var hun ikke opfyldt af kraft, vitalitet og visdom som de indianske vismænd og kvinder, jeg mødte.

Langsomt tippede vægtskålen væk fra juraen over mod astrologien. Gennem astrologien kunne jeg medvirke til at øge menneskers bevidsthed, støtte en positiv selvudvikling og hjælpe dem med at udfolde deres potentiale og leve liv i balance med andet levende.

Jeg gjorde mit jurastudium færdigt med en bachelorgrad i 1987 og gik i gang med at skrive flere bøger om astrologi, samtidig med at jeg havde klienter. Jeg tog min efteruddannelse i Oxford i psykologisk astrologi og counsellingterapi ved The Astrologers´ Association i London. Over de næste ti år gik jeg i egenterapi hos en bodynamicterapeut, en dybdepsykolog og psykoterapeut og tog diverse kurser i psykoterapi. Jeg medvirkede i radio- og TV-udsendelser, holdt foredrag, underviste og skrev artikler. Og oversatte flere bøger om astrologi og andre holistiske emner fra engelsk.

Barnløshed

I 1985 mødte jeg min kommende mand, der også er jurist. Vi blev gift i 1987 og begyndte at tænke på at få børn. Men der skete intet. Jeg kendte min cyklus, og vi gjorde hvad vi skulle måned efter måned. I 1992 var der gået fem år, og vi besluttede at indlede lægelige undersøgelser. Samtidig begyndte vi at meditere og lægge kosten om til vegetarisk og økologisk mad. Vi var ikke vilde med tanken om kemi og kunstig befrugtning. Jeg er ud af lægefamilie og har måske derfor en mere realistisk forståelse af lægevidenskabens begrænsninger, og den risiko, man ikke altid bliver oplyst om. Barnløsheden måtte have en årsag.
Men så skete der noget: Jeg fandt det overraskende let at meditere, og hurtigt begyndte jeg at modtage klare budskaber i mine meditationer. Jeg fik at vide, at der ikke var nogen fysisk årsag til vores barnløshed, men at min energi blev drænet i forholdet til et af mine familiemedlemmer. Jeg fik også at vide, at der var en sjæl på vej til os, en lille pige, der hed Clara, og at hun kun ville komme for at bringe vores udvikling videre. Hun skulle ikke være så længe på jorden.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med disse budskaber. Så jeg skrev dem ned som en god videnskabsmand. Så måtte tiden jo vise, om de holdt vand.
Det var en stærkt bevægende tid, mens vi gik til undersøgelser på sygehuset. Efter en kikkertundersøgelse kom resultatet: De kunne ikke finde nogen fysisk årsag til vores barnløshed. Alt var i skønneste orden hos os begge to.
Nu begyndte jeg at høre bedre efter den indre stemme. Jeg holdt en pause i forhold til det familiemedlem, jeg åbenbart afleverede min livsenergi til. Vi besluttede at flytte lidt væk fra familien. I samme måned som beslutningen var taget, blev jeg gravid. Efter 5 års barnløshed.
Den 3. oktober 1994 blev jeg kørt på sygehuset med yderst smertefulde veer. Ved ankomsten blev der straks lagt en epiduralblokade for at lette mine smerter. Både det ufødte barn og jeg blev undersøgt med scanner og hjertelydsmonitor, men alt var som det skulle være.
To timer senere konstaterede jordmoderen chokeret, at barnets hjerte var holdt op med at slå.
Vi græd og græd. Jeg skulle føde et dødt barn. Men selv i denne ubærlige smerte sansede jeg at fortælle jordmoderen, at det var en lille pige, der hed Clara, og at de ikke ville finde nogen ydre årsag til hendes død. Det var en åndelig begivenhed. Jordmoderen kiggede medlidende på mig, og lægerne flygtede uden et ord. Men det var en lille fuldbåren pige, og den senere obduktion viste, at der ikke var nogen fysisk årsag til hendes død. Der var ingen forklaring.
Før Clara skulle bisættes, lå hendes lille krop i en vugge i kapellet i 11 dage. Vi havde lagt blomster rundt om vuggen og på hendes bryst. I denne periode besøgte vi hende hver dag for at tage afsked. Sorgen var tung som bly, og alting blev meget uvirkeligt. Det hjalp at se hende og græde. Den tredje dag, vi var hos hende, fik jeg pludselig et syn:
Jeg så en smuk ung pige med gylden hud og langt kastaniebrunt hår, der faldt i kaskader over skuldrene. Hun smilede et indtagende smil og talte til mig. ”Mor, husk, at jeg ikke er der i vuggen, men her. I må ikke græde for meget. Der er flere børn på vej til jer – David kommer.” Og jeg så nu, at der stod to små børn foran hende – en lille dreng og en lille pige. Bedårende børn. ”Mor, jeg vil gerne have, at I giver alle mine ting til David, og fortæller ham, at det er fra mig. Det varer ikke længe.” Clara var ledsaget af to væsner, som forekom at være meget kraftfulde engle. Jeg kunne næsten ikke holde ud at se på dem. Da hun havde talt færdig, vendte hun sig om og forsvandt væk, opad, med de to engle. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne følge hende der hvor hun gik hen. Der var for megen kraft. Jeg var næsten ved at falde om af bevægelse, men da vi udmattede var nået hjem, skrev jeg igen det hele ned, for jeg anede ikke, om det kunne være sandt.
På dagen for Claras bisættelse fortalte kapelassistenten bestyrtet, at hendes krop stort set ikke var forfaldet i den tid, hun havde været der. Og de blomster, der lå på hendes bryst var ikke visnet. Det var kun blomsterne udenom vuggen, der var visnet. De kom fra samme buket af blå iris.
To år senere, 3 dage før Claras fødselsdag, blev David født. Han fik alle Claras ting – den nye barnevogn, tøjet, sutteflasken, det hele.
I dag er David en ung mand. Han ligner fuldstændig den pige, jeg så i synet. Den samme gyldenbrune hud og kastaniebrune hår med glimt af guld. Han er meget smuk.
Da David var født, turde vi forsigtigt håbe på, at der også kom en lille pige. En dag kom børnenes far hjem fra en vandretur i skoven og fortalte, at vi skulle have et tredje barn, der skulle hedde Johannes. Uvant for ham havde han pludselig mærket en meget lys sjæl melde sig, der åbenbart hed Johannes og som forekom at være meget ren, og helt frygtløs. Jeg lo lidt af ham og gjorde ham opmærksom på, at vi ikke engang havde undfanget barn nummer to. Men han var helt sikker.
En morgen blev vi begge to vækket med den følelse, at vi skulle elske, så det gjorde vi.
Nogle uger senere kunne jeg mærke, at jeg var gravid. Vi regnede med, at det var den lille pige. Jeg kunne bare ikke forstå, hvorfor jeg fornemmede hende som vred, og undrede mig.
På grund af en flytning kom jeg først til scanning midt i graviditeten, hvor vi fik at vide, at vi ventede tvillinger. Efter mange års barnløshed var det en fuldstændig chokerende nyhed. Jeg kunne faktisk ikke sige noget i flere minutter. Det sker ellers ikke så ofte.
På min fødselsdag den 11. februar 1998 blev tvillingerne født. Det var to drenge. Johannes blev født som den sidste, og var således nummer tre. Der var ingen vred pige, men to drenge. Jeg havde fortolket den maskuline energi som vrede. Daniel og Johannes er lyse med blå øjne.

I 1998 havde jeg født 4 børn på 4 år og hele mit verdensbillede var som forvandlet. Clara indledte i sandhed en proces, der satte gang i vores begges udvikling. Jeg ved stadig ikke, hvorfor vi ikke fik en lille pige, men to drenge. Planen må være blevet ændret af en eller anden grund – muligvis havde vi forandret os så meget undervejs, at der skulle ske noget andet.

Indsigten

Denne periode af mit liv har forankret mig i en fuldkommen vished om eksistensen af et spirituelt plan, hvorfra vi kommer som sjæle. Vi er sjæle, der har en jordisk oplevelse, ikke omvendt.
På baggrund af disse oplevelser svarer jeg altid, når folk synes, at det spirituelle er uhåndgribeligt og tåget, at det spirituelle er det, der har givet flest håndgribelige resultater i mit liv. Dem har jeg beskrevet i bogen Kend din sjæl.

Denne erkendelse ligger som en dyb baggrund for mit arbejde: Man må arbejde med at etablere kontakt til sin sjæl eller ånd, hvis man vil opnå vedvarende fred, glæde og vitalitet.

Jeg har efterfølgende taget en række kurser og efteruddannelse, som man kan læse nærmere om i mit cv. Blandt andet i mindfulness og cellebiologi. Jeg  underviser på min egen uddannelse i psykologisk astrologi, afholder workshops og foredrag, og har grupper i spirituel astrologi og transpersonlig psykologi i Århus og København. Jeg er medstifter og tidligere frivillig næstformand i foreningen Livline i Sorgen, der hjælper børnefamilier i sorg.