I England findes en ko-forsker. Over flere år har han studeret køers evne til problemløsning (ikke noget at tale om) og sociale adfærd (i høj grad noget at tale om). Koforskeren studerede tre flokke af kvæg. Den første var en stamme af vilde køer på et herregårdsområde, der i flere hundrede år har fået lov til at passe sig selv. Den anden var en flok køer, som mest var sig selv, undtagen når tyren kom på besøg for at lave flere køer. Den tredje var en flok på 300 køer i et højintensivt landbrug.

Den vilde flok var et frygteligt syn – kæmpestore snavsede hvide køer og tyre i alle aldre, med gigantiske spidse horn og en skræmmende aggressiv adfærd for alles vedkommende. På grund af konstante magtkampe mellem tyrene, unge og gamle indbyrdes, levede de livet i ufred og brølen, skubben og masen. De var kendt for at angribe mennesker, og havde forsøgt at slå flere ihjel. Ikke ligefrem en paradisets have.

Den anden flok var på ca. 40 røde køer, der levede fremsommeligt sammen på en lille gård anført af deres to førerkøer, Peach og Leyla. De to førerkøer blev taget væk fra flokken for at øve sig i at forbinde mad med at skubbe til en ringeklokke. Det gik ikke så godt med klokken, men det gjorde iagttagelsen af, hvad der ville ske med flokken, når de to førerkøer forsvandt.  Forventningen var, at der måske ville komme magtkampe og uro, som der ofte gør i flokke, når der opstår et magttomrum. Alle køer fik et chiphalsbånd og blev videofilmet. Så gik optagelserne i gang. I hurtigt tempo så man optagelser af køerne spise, nusse hinanden, spise, sove lidt.

Og stå.

Og stå.

Og spise og sove og nusse.

Ikke så ophidsende, indtil forskerne fik øje på Violet.

Violet havde travlt. Mange timer om dagen var hun henne og nusse med alle sine flokfæller en ad gangen, snuse, gnubbe, klø på ryggen. Hun var her og der og allevegne. Violet brugte DOBBELT så lang tid på at vise sine flokfæller opmærksomhed og omsorg som de andre køer.  De kaldte hende “NetværksViolet”. Det gik op for forskerne, at der ikke ville komme nogen magtkampe. Og at måden at blive førerko er at vise omsorg og interesse.  Violets adfærd kom indefra hende selv – det lå i hendes væsen at drage omsorg og kontakte sine flokfæller. Ligesom Rose. Forskerne havde iagttaget, at Rose altid stod for sig selv udenfor flokken, og havde antaget, at et eller andet ved hende udløste afvisning fra flokkens side. Optagelserne viste, at de andre køer jævnligt forsøgte at kontakte Rose, men hun var ikke interesseret. Selv.  Køerne havde deres egen helt enestående personlighed. Violets adfærd var rørende. Og ligeså rørende var det at se køernes glæde, når tyren kom på besøg. Og hans glæde. Der blev nusset og romantiseret, så man blev helt ør. Og skabt flere køer.

Den højintensivt drevne flok på 300 køer var præget af stress og kaos, og medicinforbruget var tårnhøjt. De sociale relationer kunne ikke falde til ro, fordi flokken var for stor. I stedet for romantiske besøg fra deres elskede Tyremand, som bragte adspredelse og glæde og bandt flokken tættere sammen, blev de trukket ind i en bås og kunstigt befrugtet. Et tragisk syn.

Hvad kan vi lære af det? Mange ting. Meget af det ved vi i forvejen:  -Drik mælk og spis kød fra frie køer opvokset i overensstemmelse med deres natur.  -For mange hanner giver ballade, medmindre der er en bold i nærheden eller en klar  hierakisk struktur.  -Hunner elsker opmærksomhed fra en stor dejlig han. Det resulterer i nye  flokmedlemmer.

-Men vigtigst af alt: DER ER EN MÅDE AT LEDE ANDRE PÅ, SOM BASERER SIG PÅ  OMSORG OG INTERESSE. Husk at nusse hinanden. Mennesker i gode tætte relationer kan have op til 800 % mindre risiko for sygdom og for tidlig død. Vores bedste immunforsvar er kærlighed og omsorg.

Og ellers kommer krammepolitiet: HAR DU HUSKET AT GIVE OG FÅ ET KRAM I DAG?

Her er et fra mig, Nina

 

PS. Kohistorien er beskrevet ud fra en TV-udsendelse på DR2 den 12.3.12.  De 800% stammer fra forskning fremlagt af hjertekirurgen Dean Ornish i bogen “Kærlighedens helbredende kraft”. Læs den.