Daring Greatly er titlen på en vidunderlig bog af sociologen Brené Brown. Den er så god, at jeg bliver nødt til at fortælle om den.

Brené Brown blev kendt af millioner af mennesker verden over, da hendes foredrag om sårbarhed som forudsætning for ægte forbindelse mellem mennesker, blev et af de 5 mest sete TED-talks til alle tider. Hvis du ikke har set den, er den her: https://www.ted.com/talks/brene_brown_on_vulnerability

Hendes arbejde er baseret på 12 års forskning ved University of Houston. I Daring Greatly graver hun dybere i årsagen til, at mennesker ikke tør vise verden den, de er – deres autentiske jeg med vorter og det hele.  Selvom det er forudsætningen for at være skabende og indgå i givende, nærende relationer til andre.

Brené Browns tusinder af interviews med almindelige mennesker viser én ting: De er fulde af skam – over ikke at være gode nok, ikke pæne nok, ikke dygtige nok, ikke velhavende nok. De er sikre på, at der ikke er nok. I dem selv og i verden som helhed.

Hvor kommer denne følelse fra? Brené Brown mener, at to verdenskrige med ufattelige lidelser og økonomiske kriser har givet menneskeheden posttraumatisk stress. Et ar på sjælen, som ikke er overvundet.

På engelsk er ordet for ar = scar. Ordet for knaphed eller begrænset mængde hedder scarcity.

Hvis der ikke er nok, må man konkurrere, kæmpe og bekæmpe. Tyskernes armod efter første verdenskrig fik dem til at købe nazismens idé. Og nutidens politikere køber idéen om, at børn skal uddannes til at konkurrere med kineserne. Skolen uddanner børnene til at blive til noget og ikke længere til at blive nogen.  Selvom den vigtigste faktor for virksomheders bundlinje udover faglighed er indbyrdes tillid. Som danskerne er verdensmestre i.  Og anden forskning viser, at der er en overrepræsentation af ordblinde, folk med ringe skolekundskaber og anden tidlig personlig modgang blandt verdens mest succesrige iværksættere og topledere. (Vi vover os forsigtigt frem med en fremstrakt langemand til PISA…)

Hvis der ikke er nok, må man kæmpe eller give op i skam og resignere. Vi puster os op eller gemmer os. Man går i overlevelsesgear og ned i krybdyrhjernen. Det første offer er ægte empati, med sig selv og andre.

Dermed forsvinder også modet til at være sig selv og dele det med andre. Man syner i stedet for at være. På facebook og Twitter og Instagram. Man udstiller en forskønnet version af sig selv, og dyrker dem, der er virkeligt gode til det – de rige og berømte. Det er en selvforstærkende tendens: Dyrkelsen af de kendte får særligt mange unge til at føle, at deres helt almindelige liv er kedeligt i sammenligning. Skamfuldt kedeligt. Skammen, følelsen af at der ikke er nok, får endnu et nøk opad. Så gemmer de sig eller puster sig op, og har kun ét punkt på programmet: mig.

Udbredelsen af den selvoptagede eller narcissistiske personlighed er et dokumenteret faktum: To undersøgelser fra 2009 og 2011 viser for eksempel, at i amerikanske sangtekster har forekomsten af ordet mig i stor stil udkonkurreret ordet vi. Nedsættende og antisociale ord som had og slå ihjel er tilsvarende markant flere.
Interessen for de rige og berømte skyldes først og fremmest, at det ser ud som om de har nok.

Har den narcissistiske personlighed så brug for at blive skammet ud? Nej. Den baserer sig netop på skam, som igen baserer sig på frygt. Det er frygten, der skal adresseres og tages hånd om. I hver familie, i hver samtale, i alle kulturelle, politiske og sociale sammenhænge.

Jeg ser samme tendens i vores egen børneflok. Hvor faderen og jeg selv i teenageårene var idealistiske og opsat på at redde verden, er vores teenagedrenge i øjeblikket mest opsat på at blive rige. Selvom de aldrig har manglet noget. Deres forældre står måbende tilbage og håber, at det går over. Men det vil sandsynligvis ikke være nok at håbe. Der skal samtaler til, og daglige demonstrationer af, at der er nok. Nok kærlighed, nok ressourcer, nok af alting.

Og ideelt set en opkobling til Det Store Nok – Gudskilden. Mennesker med en tro og mindst én nær fortrolig klarer sig bedre i livet end mennesker uden. Hvad angår lykkefølelse og fysisk helbred.

Det er derfor, at jeg laver det, jeg gør. For mange mennesker er beskrivelsen af deres egne indre og rigelige ressourcer gennem en horoskoplægning en magisk og overvældende bekræftelse på, at der er nok. De er nok.
Det er også derfor, at jeg har skrevet min nye bog Kend din sjæl – find livet i dig selv.

Til sidst og med kærlige hilsner den tale af Theodore Roosevelt, som har givet Brené Browns bog sin titel:

“It is not the critic who counts;
not the man who points out how the strong man stumbles,
or where the doer of deeds could have done them better.

The credit belongs to the man who is actually in the arena,
whose face is marred by dust and sweat and blood;
who strives valiantly;
ho errs, who comes short again and again,

because there is no effort without error and shortcoming;
but who does actually strive to do the deeds;
who knows great enthusiasms,
the great devotions;
who spends himself in a worthy cause;

who at the best knows in the end the triumph of high achievement,
and who at the worst, if he fails,
at least fails while daring greatly,
so that his place shall never be with those cold and timid souls who neither know victory nor defeat.”

.
.Og for dem med god tid og behov for et grin: Komikeren John Cleese´s glimrende udlægning af vore gener – det viser sig, at guds-genet ligger lige ved siden af genet for trangen til at spise is… http://www.youtube.com/watch?v=-M-vnmejwXo

Kilder:
Om betydningen af tillid i erhvervslivet Stephen Covey, Speed of Trust – fås på dansk med engelsk titel.
Om betydningen af tidlig modgang for senere succes: Malcolm Gladwell, David and Goliath.
Om sammenhængen mellem sundhed og sociale adfærdsmønstre, herunder tro: Kærlighedens helbredende kraft, hjertekirurgen Dean Ornish.