Paradigmeskift på vej?  

 

Som astrolog i tre årtier er jeg ofte blevet spurgt om rigtigheden af den ene eller anden spådom, som folk har været optaget af. Enten om verdens undergang eller menneskehedens pludselige opvågnen. Hver gang har jeg svaret, at så hurtigt går det nok ikke.
Dommedag er blevet aflyst flere gange, og det samme gælder paradis´pludselige indtræden. Men nu er alting anderledes.

 

Tre vigtige planeter skifter tegn  – Jupiter, Saturn og Uranus.

I sommeren 2008 gik planeten Pluto ind i Stenbukkens tegn, som forbindes med realiteter og begrænsning. Det var dengang, vi gik kollektivt ind i finanskrisens mur.
Nu står vi foran en ny mur. Som vi ikke uden videre kan pille fra hinanden.

Jupiter, der har at gøre med ekspansion, har forladt det harmoniserende Vægtens tegn i oktober 2017, og er nu inde i Skorpionen, tegnet for liv, død, genfødsel, magt, sex – og penge, vi deler med andre. Herunder skat. Med Jupiter stiger ting eksplosivt op til overfladen som en vulkan i udbrud. Det kan være i samfundslivet, hvor magtens hovmod og krænkelser ikke længere kan holdes skult i dybet. Som “Metoo”-bevægelsen, Facebook-krisen og 13 mio. lækkede dokumenter om skattely. Også på det personlige plan kan skjulte krænkelser og magtmisbrug komme op til overfladen. I den enkelte og i familier.
Det kan også være en positiv vulkan. Skorpionens tegn tilbyder os altid forvandling. Ved at rydde op i det indre rod, så lyset, energien og ressourcerne kan strømme frit. Det kan være dybe transformerende oplevelser. Eller penge tilbage i skat…

 Saturn har skiftet tegn i december -17 fra det optimistiske og ekspansive Skyttens tegn til Stenbukken, som vi husker fra finanskrisen – realisme, grænser og disciplin. Ikke en favoritdisciplin for menneskeheden og i særdeleshed selvoppustelige egoer. Man bliver holdt ansvarlig, som vi ser i USA med Trumps folk. Og med klodens klima. I 2017 har den jordiske moder sat sig igennem med storme og uvejr i en grad, at selv den hårdeste klimafornægter bliver sat til vægs. Der var muren. Det er nu, at alle voksne skal rejse sig op og træde frem.

Ikke mindst fordi Uranus træder ind på scenen og skifter tegn fra det ildfulde Vædderens tegn. Der ikke altid tænker sig om, men handler aggressivt på spontane impulser – som en ung jæger eller teenagedreng, der har folk til alt det kedelige. De unge jægere har løsninger for planeten, som ligner deres egen livsstrategi – en af dem er opfinderen Elon Musk, som gør klar til at flygte op på Mars. Mars hersker i Vædderens tegn og symboliserer den unge kriger i os alle.

Uranus er på vej ind i Tyrens tegn, tegnet for jorden, gartneren og præstinden, der forbinder ånd med jord. Tyren er et af vores ældste symboler og forbindes med kvinden som bærer af det frugtbare liv og som ”den guddommelige stemmes fortolker”. Præstinden, der gennem dans, sang og sanselig skabelse udtrykker skønheden i det skabte, herunder den menneskelige sjæl. Vi er ved at vågne op til erkendelse af, at vi må blive udtryk for den guddommelige stemme i alt det skabte – os selv, planterne, dyrene og selve jordkloden.

Uranus bringer altid revolution med sig – en revolution i menneskers bevidsthed. Denne gang ringer vækkeuret til erkendelse af, hvad vores materialisme har gjort ved jorden og vores liv. I 1946 måtte vi erkende, hvad mennesker havde gjort ved mennesker i to verdenskrige. Det førte til oprettelsen af FN. Nu har vi ført krig mod selve jorden i 100 år. Kør blot en sommertur i bilen og se på din forrude bagefter – hvor er de udsplattede insekter? 80 % af Europas flyvende insekter er forsvundet. Danmark er helt i bund, når det gælder naturområder – vi har halvdelen af, hvad de andre lande har i Europa. Eksperter anslår, at halvdelen af jordens dyr er forsvundet i 2050. 1)  Det er nu, og det er konkret. For alle.

Jeg tror, at verden vågner til den erkendelse, at åndens vej er den eneste vej, fordi alt andet har slået fejl. Jeg tror, at det spirituelle livssyn verden over vil blive løftet ud af nedvurdering og subkultur, fordi det er nødvendigt.

Det er tid til at åbne sjælens gartneri.

Når vi forbinder os til vores sjæl og tager vores ånd og skaberkraft alvorligt, bliver vi ledt ud af den frygt, der skaber stress og sygdom. Vi får autoritet og styrke fra vores eget indre til at stole på os selv og skabe det paradis, jorden kan være. Vi handler med mod og overbevisning, og tør stille de gamle autoriteter og deres normer om konkurrence og materialisme, til side. Det er det paradigmeskift, der må komme.

Kloge kvinder må gerne rejse sig op og træde frem, og mænd, der er klar til værne og give omsorg. Jorden har ikke tid til, at kvinder lytter til deres følelse af at være mindre værd. Det er en gammel kulturel programmering, som ikke er en reel afspejling af hendes kvaliteter eller værdi for andre mennesker.  Revolutioner har det med ikke at gå stille af. Uranuskraften er en stærk elektrisk energi som et lynnedslag, så vi kan forvente turbulens på planeten i forbindelse med den gryende forståelse, at vi må ændre adfærd. Ikke bare tale om det. Og mere uvejr. Også i vore relationer mellem de, der vågner og dem, der ikke gør. Jorden, dyrene og planterne har behov for at blive sat fri af destruktiv adfærd og det samme har det enkelte menneske – fri til at folde sig ud på sine egne betingelser.
Heldigvis bringer Uranus altid genialitetens gave – vi finder på noget, men det fritager os ikke fra at skifte perspektiv.


 

 

 

 

 

 

Og en stor tak til jer, der har indsendt beskrivelser om erfaringer med intuition! Fantastiske og betagende. Her er den første artikel fra bladet Stjernerne – SAND TÆNKNING ER IKKE EN SAG FOR HJERNEN

https://www.dropbox.com/s/s7qen3qihohv5kv/Fra%20blad%20Stjernerne%20artikel%20SAND%20T%C3%86NKNING…-%20feb%2018%20.pdf?dl=0 

Der er en vej til at forbinde sig med sin intuition. En ny workshop er på vej. Skriv til mig på nbe(at)os.dk, hvis du er interesseret.                                                                                                                                                                                                      1) Kilde: Living Planet Report WWF http://wwf.panda.org/about_our_earth/all_publications/lpr_2016/

Kærlig hilsen Nina


Hogwarts School of Astrology ligger i Oxford. Også kaldet Faculty of Astrological Studies – tag på Summer School med nogle af verdens bedste lærere en uge i august. Her Exeter College, hvor man bor og studerer. Ligesom Tolkien.