En dag fik jeg en mail fra en klient, der netop havde fået lagt sit horoskop.
”Jeg anede ikke, at astrologien rummede så mange interessante informationer – hvor kan jeg læse videre?”

Som mange andre kendte hun til astrologien fra medierne, hvis daglige horoskoper mest er for sjov.

Nogle klienter er helt blæst væk over deres horoskoplægning. En skøn ung gut på 19 år gik i stå under vores samtale og kunne pludselig ikke huske svarene på de enkle spørgsmål, jeg stillede undervejs. Nogle dage senere var han kommet sig og udtrykte glæde ved den indsigt, han havde fået i sig selv og sit potentiale.

Mange unge mennesker ved ikke, at denne dybe visdomstradition til selvindsigt og livsforståelse findes. Måske fordi ingen fortæller dem det. Uddannelsessystemet ikke er opdateret på den spirituelle strømning, der har optaget millioner af mennesker verden over siden 1960´erne.1)

De får stort set ingen introduktion til den spirituelle psykologi, meditation, mindfulness, de holistiske egenskaber ved celler, vand og planter, nærdødsoplevelser og andre kilder til en ny, flerdimensionel verdensopfattelse.2)  På trods af, at kvantefysik og forskning i bl.a. cellebiologi, meditation og nærdødsoplevelser understøtter mange indbyrdes forbundne dimensioner mellem krop og sjæl.

Der eksisterer en smuk, kærlig og holistisk livsfilosofi  i verden. Og det er i min optik en forsømmelse ikke at undervise i denne betydningsfulde kulturelle strømning på skoler og gymnasier på linje med kristendom og organiserede religioner. Læg det frem for de unge, og lad dem selv vurdere.

Astrologien, dette store reservoir af oldgammel visdom og potentiel forståelse af mysterierne ved menneskeligt liv, er blevet studeret på ny i lyset af moderne psykologi og andre områder af viden. Og er blevet markant reformuleret af nogle få pionerer med et nyt sprog og med en myriade af nye anvendelsesmuligheder.

En af pionererne var grundlæggeren af den analytiske psykologi, lægen C.G. Jung. Han fandt frem til, at ”astrologien indkorporerer den totale sum af oldtidens psykologiske viden.” C.G. Jung anvendte sine patienters fødselshoroskop til at fordybe sin forståelse af deres psykiske mønstre.3)

Astrologien er over 3000 år gammel, den moderne psykologi under 150 år.

Det, astrologien beskæftiger sig med, er energi. Vi består af atomer, der i sin inderste kerne er energi på forskellige frekvenser. Ligesom toner og radiobølger. Atomfysik er videnskaben om energi og relationer mellem disses frekvenser. Energi og relationer.

Det samme er astrologien – et energisprog, der beskriver forskellige energier og deres indbyrdes relation eller samspil. Ligesom musik eller farvelære. Som de opleves af mennesker. På det ydre, men også på det indre plan af bevidsthed. Det er dér, du og vi oplever livet fra, fra et punkt i bevidstheden.

Kvantefysikken peger på, at aktiviteten i vores bevidsthed påvirker atomernes opførsel – vi har hele vores væren i et interaktivt felt af energi. 4) Adfærden i feltet kan ikke forudsiges med sikkerhed, fordi delene spiller sammen og skaber nye mønstre. Men man kan godt fastlægge et afgrænset felt af muligheder. Ligesom når man kaster en pose æbler ned ad en trappe. Æblerne havner et eller andet sted på trappen, ikke oppe på taget eller i et helt andet land.
Kvantefysik sprænger rammerne for naturvidenskabens begrænsede kontrolforsøg, og det samme gør astrologien. For ikke at tale om nærdødsoplevelser.

emoto-masuru Vandkrystaller. Forskeren Masuru Emoto spillede musik og anvendte forskellige ord på vand, som han derefter frøs ned.2)

Hvorfor planeternes stilling ude i himmelrummet siger noget om aktiviteten på det jordiske plan og i vores bevidsthed ved vi ikke. Vi kender ikke mekanismen. Men det er astrologien ikke alene om.

Naturvidenskabens største problem har altid været at definere systemers mekanisme. 5)  Vi ved f.eks. ikke, hvordan tanker overføres til elektriske impulser i hjernen. Vi ved overhovedet ikke, hvordan mennesker uden aktivitet i hjernen kan have omfattende og velordnede bevidsthedsoplevelser. Nærdødsoplevelser er karakteriseret ved at optræde hos mennesker, der ikke er påvirket af medicin. Tværtimod tyder forskning på, at medicin spærrer for denne oplevelse. 6)

Fødselshoroskopet er et billede af et menneskes dynamiske og levende energimønster. Hvilke energier udtrykker sig i dig – dine evner og kvaliteter? Hvor flyder energien ubesværet, og hvor er den blokeret? Hvordan er samspillet? Hvad er dine reaktionsmønstre? Hvilke områder af livet er særligt vigtige? Hvad er du kommet hertil for at erfare og udvikle?

I astrologien arbejder vi med elementer, tegn, planeter, huse og aspekter. (Sol og måne er ikke planeter, men indgår i denne betegnelse for nemheds skyld.)

Elementerne – ild, jord, luft og vand – er livsoplevelsens energisubstans.

Tegnene er de grundlæggende energimønstre og viser specifikke kvaliteter af oplevelse og erfaring.

Planeterne regulerer energiflowet og repræsenterer forskellige dimensioner af erfaring.

Husene viser de områder af livet, hvor de specifikke energier vil komme lettest til udtryk og blive mødt mest direkte på det konkrete plan.

Aspekterne afdækker dynamikken og intensiteten af livsoplevelsen, og også hvordan energier interagerer inden i den enkelte.

Astrologien beskriver disse energier gennem symboler. Symbolerne kan virke enkle og naive, men de har mange lag af betydning og strækker sig årtusinder tilbage i tiden. Symboler er den tidløse sjæls udtryksform ligesom myter. Ord er ikke nok.

tyrenTegnet Tyren har f.eks. dette dyr som symbol. Men i oldtiden var tegnet knyttet til den hellige ko som et feminint symbol på frugtbarhed og evnen til at skabe på det fysiske, konkrete plan. For at være frugtbar i konkret og vid betydning må man have kontakt med det levende liv, Den Universelle Kilde. Tyrens tegn forbindes derfor også med kvinden, der har kontakt med den hellige Kilde i sig selv og formår at give den udtryk gennem kroppen. Tegnet kaldes også ”præstinden” eller ”den guddommelige stemmes fortolker”. Hun forbinder sig med universets vidunderlige toner og rytmer og udtrykker sig sanseligt gennem fødslen af et barn, sang eller dans. Som den skønne Beyoncé, den vidunderligt syngende Adele eller deltagerne i en afro-amerikansk gudstjeneste. Da vi taler om energi, kan mænd indlysende også have kontakt med denne kraft i sig selv. 7)

beyonce helfigurTyrens tegn viser også nødvendigheden af at være i kontakt med den levende jord og den puls, som livet udfolder sig i. Ting Tager Tid. Rødder gror i mørke, spirer er skrøbelige og vækst følger sit eget rolige tempo, indtil planten udfolder sig i en fest af blomster i det vilde forår. Livets organiske puls har mange af os mistet forbindelsen med. Så får vi ødelæggelse, stress og psykiske forstyrrelser. Mennesker har brug for tid, ro, nærvær og omsorg for at vokse eller blive raske efter sygdom. Det ved gartneren, sygeplejersken og den gravide kvinde, men ikke de samfund, der er på stadig jagt efter penge, ting og magt over andre. Planeten har måske behov for færre jægere og flere gartnere.

Vi har alle behov for at forstå og inkorporere Tyrens smukke visdom. Og Stenbukkens og Vædderens og Løvens og resten af de tolv energityper. Mennesker født i et tegn kender og udtrykker denne energi. Det samme gør mennesker med andre planeter i tegnet. Vi er alle en blanding af forskellige energier. Kun fødselshoroskopet viser det præcise billede. Men vi bliver rigere på liv og glæde og udvikler større forståelse ved at kende alle de forskellige energityper med hver deres forskellige forudsætninger og behov. I verden, i vores familie og i vores netværk.

Astrologien er dybest set en hjælp til at blive sig selv og komme til fuldt udtryk – at BLOMSTRE. Og samtidig forstå og nære andres vækst. Tulipanen, rosen og liljen står smukt ved siden af hinanden uden at være i konkurrence og kan ikke siges at være egoistiske, når de folder sig ud…
Læs mere i bogen Kend din sjæl, som du finder her http://ninabentzon.dk/kend-din-sjael/ .

Kilder:
1)I 1994 var f.eks. bogen Den 9. indsigt af James Redfield om et menneskes spirituelle søgen en af de mest solgte bøger på verdensplan og herhjemme, men blev stort set ignoreret af presse, skoler og gymnasier. Andre forfattere er Deepak Chopra, Bruce Lipton, Louise Hay og Eckhart Tolle. På det naturvidenskabelige område er fx. kvantefysik ikke på skemaet.
2)Ken Wilber et al, Menneskets transpersonlige dimensioner . En introduktion til transpersonlig psykologi. Yongey Rinpoche, Glæden ved at være til om forskning i virkningen af meditation. Cellebiologen Bruce Lipton er en af verdens første forskere i stamceller og har skrevet Intelligente celler. Masuru Emoto har studeret ord og musiks virkning på vand i De skjulte budskaber i vand. I bogen Planternes hemmelige liv har forfatterne vist samme påvirkning på planter.

3) Jung´s Studies in Astrology af Liz Greene. Analytisk psykolog med doktorgrader i psykologi og historie.

4)Lynn McTaggart, Feltet. Amit Goswami, The Self-Aware Universe. Bernadette Brady, A Place in Chaos – om kaosteori og astrologi.
5)Stephen Arroyo, Håndbog i horoskoptolkning s. 13. Citat af Dr. Jacob Zigelboim, Adjungeret professor ved UCLA School of Medicine.
6) Lægen Melvin Morse beskriver i bogen Closer to the Light sin undersøgelse af nærdødsoplevelser blandt 133 kritisk syge børn. 12 af dem var ikke i behandling med medicin. Undersøgelsen viste, at nærdødsoplevelser optrådte hos et markant flertal af de ikke-medicinerede børn og tydeligt havde forbindelse med dødsprocessen. Ingen, 0 %, af de medicinerede børn havde haft nærdødsoplevelser. Publiceret i American Journal of Diseases of Children, Nov. 1986. Bogens side 47-49.
7) Om de astrologiske symboler i den førkristne verden, hvor f.eks. Krebsens symbol var Bierne, og Fiskenes tegn Delfinen: Sheila Farrant, De kvindelige symboler i dyrekredsen.